Det synlige og det usynlige

Mit øje fanges straks af det korsformede relief over alteret, når jeg træder indenfor i Christianskirken. Det er en stilfærdig eksplosion af farver. Relieffet har næsten ikon-agtig karakter med sine stiliserede billeder, ansigter og kroppe og mange små og store detaljer. Det er lavet af den bornholmske maler og kunstner Poul Høm i 1962. Poul Høm døde i en alder af 89 år i vinteren 1994-95.

På nadverbordet står et flot krucifiks i sølv. Det er skænket af kong Christian X og dronning Alexandrine ved indvielsen 14.december 1941. Men på altervæggen bagved krucifikset er det ikke den traditionelle lidende Kristus på korset, vi ser.

Jesus som Menneskesønnen

Det er Jesus som Menneskesønnen, der er den centrale figur i korset. Som Menneskesøn er han den, der ligner alle andre mennesker. Født som menneske af et menneske levede han som ethvert andet menneske. Personen i Poul Høms relief har ikke noget specielt karismatisk udseende, men er ganske almindelig. Og han har et enkelt stykke stof om livet. Afvæbnet og i solidaritet med mennesker i nød vender Jesus sine håndflader og underarme ud mod os. Han tager afsæt med sit venstre ben og viser, han er undervejs – til sin menighed, på vej ud i verden.

Det er Jesu budskab, som afslører hvem han er. Ikke hans udseende, tøj eller klæder. Identiteten viser sig gennem det han siger og gør. Det gav ham mærker – ikke kun i hans sjæl, men også på kroppen, og hans sårmærker afslørede for mennesker, at han er den korsfæstede og opstandne Kristus.

Gud har sendt Jesus

Gud er i Jesus Kristus kommet mennesker i møde. Dette menneske er sendt til verden af den levende Gud. Han er Guds egen Søn, Guds eneste Søn.

Derfor står Gud bagved Jesus i alt, hvad Jesus siger og gør. I relieffet kommer dette meget bogstaveligt til udtryk: Gud Fader står let hævet bag ved Menneskesønnen. Lyset stråler frem bag Menneskesønnen og kommer fra Gud selv, fra Guds hjerte.

Vi forsøger at finde personens ansigt. Omridset af personens ansigt minder meget om det traditionelle Jesus-billede: et firskårent ansigt med fuldskæg og langt hår med midterskilning. Men der anes en udviskning af ansigtstrækket.

En tilsløring af ansigtet.

Det fortælles at Poul Høm oprindeligt havde malet Gud Faders ansigtstræk mere tydeligt. Men Høm kendte også sin Bibel med dens forbud mod billeder af Gud (2.Mos.20,4) og med beretningerne om, at intet menneske har set Gud (2.Mos.33,20 og Johs.1,18).

Gud kan ikke rummes i et billede eller i den menneskelige tanke og fantasi. Gud kan ikke reduceres til det, et menneske kan forestille sig. Derfor, fortælles det videre, slørede Poul Høm ansigtet hos Gud Fader.

Men har Høm gennem det tilsyneladende traditionelle Jesus-billede i Faderens ansigt samtidig ønsket at illustrere den kristne tros centrum – identiteten mellem Faderen og Sønnen?

Gud Fader udstrækker sin venstre hånd og sender sin enbårne Søn ud til mennesker. Med sin højre hånd velsigner han sin Søn, ja, han velsigner hvert et menneske og hele den verden, som er skabt af Gud.

Faderen velsigner ved at løfte tre af sine fingre til hilsen. En tradition, som minder om den, vi kender fra bl.a. ortodoks og katolsk sammenhæng. Det er en treenigheds hilsen: Efter Kristus kender vi Gud som Fader, Søn og Helligånd.

Treenigheden er mysteriet i det kristne gudsbillede. Som kristne tror vi på én Gud. Ikke tre guder. Én levende Gud. Ja, Gud er fællesskab helt ind i sit inderste væsen: fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd.

Guds Ånd er dalet ned til jorden

Dalede duen ikke ned over Jesus oppe fra Himlen, da han blev døbt? Hvorfor svæver duen så ikke øverst oppe oven over korset? Sådan spørger mange, der ser Høms relief i kirken.

Da Jesus bliver døbt i Jordan floden, fortæller evangelisterne, kommer Guds ånd ned over ham som en due. Det er fredens due, Guds eget nærvær, som intet menneske kan styre og kontrollere. Ja, hvem kan standse vinden? Men Gud baner sig vej til mennesker ved sin Helligånd. Når mennesker lader kærlighedens Ånd få plads, kan livet spire og gro.

Duen er Gud Helligånd, der er hos menneskene. Vil Høm fortælle os, at Gud ikke er højt ravende eller højt svævende, men nærværende midt i livet?

”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå” – midt i vort liv og vores død er Gud nærværende med sin Kærligheds og Sandheds Ånd. På samme måde som den due, der dalede ned over Jesus ved dåben. Ja, ethvert menneske bliver i dåben født af vand og ånd og får Guds eget nærvær som pant i dåben.

Et kors med brudflader

De fleste kors er symmetriske eller lige lange på de forskellige sider.

Poul Høms korsrelief er langt fra symmetrisk. Alle linier i rammen er brudt forskellige steder. Linien brydes mest markant af Guds velsignende hånd. På den måde når Gud med sin velsignelse ud til alle mennesker, og ikke kun til kirken og dens medlemmer. Korset åbner sig ud mod den verden og den menighed, der også er fyldt med brudflader, usikkerhed og tvivl. Korset favner det ufuldstændige menneske med sin kærlighed.

En eksplosion af farver

Poul Høm har brugt hele sin farvepalet. Farver og farvenuancer møder vore øjne og pirrer vores nysgerrighed. Kan der virkelig være så mange farver i og omkring Gud? – fristes vi til at spørge.

Skarpe og afdæmpede, gyldne og matte, ja, det ellers næsten farveløse kirkerum fyldes af relieffets farvepalet, som kaster sine farver ud i rummet.

Kirkens nuværende messehageler i kirkeårets fire farver (hvid, rød, grøn og violet) er lavet af kunstneren Elisabeth Hofman. I arbejdet med at finde de rigtige farver og nuancer blev der taget udgangspunkt i farvepaletten i Høms korsrelief. Her fandt vi messehagelernes farver. Med sin silkedamask-vævning, der skaber et usædvanligt levende indtryk afhængigt af lyset og synsvinkel, spiller messehagelerne sammen med farverne i korset.

Når Mogens Jørgensens glasmosaik i det cirkelrunde vindue mod øst gennemstrømmes af solens stråler, møder farverne hinanden i en helt enestående symfoni. Glasmosaikkens lys ’vandrer’ sammen med solen henover korset og bagvæggen for til sidst at spejle sig i døbefontens vand. Det sker ofte en sommersøndag ved halv-elleve-tiden om formiddagen, når menigheden samles omkring kirkens sølvdåbsfad, for at indlemme et nyt lille menneske i kirkens store og farverige fællesskab.

”Livstræet skyde af korsets rod”

Livstræet henter sin næring hos Skaberen. Livstræet i Edens Have står som symbol på evigheden og det evige liv hos Gud. I en nordisk sammenhæng henter Livstræet også sin symbolik fra den nordiske mytologi. Det har Grundtvig lært os. Yggdrasil hedder Livstræet i nordisk mytologi.

I Christianskirken ses Livstræet som et underliggende billede til korset med Treenigheden. På den måde skabes der sammenhæng mellem Gud som skaber, Jesus som frelser og Helligånden som fornyer. Livstræet vokser op fra nadverbordet.

I den kristne symbolik henter dette træ samtidig sin næring i nadveren. Den nadver, som er det foregribende og symbolske udtryk for Kristi død på korset.

Grundtvig synger i sin salme ”Du som går ud fra den levende Gud” (Den danske Salmebog nr.248) i vers 5 at ”Livstræet skyde fra korsets rod!” Korset bliver på den måde de kristnes livstegn, fordi mennesket på korset, Jesus Kristus, har brudt dødens magt og er opstået fra de døde.

Livstræet på kirkens bagvæg skyder helt bogstaveligt fra korsets rod, fra nadverens bord. Fra fællesskabets bord. Træet er nemlig også et billede på fællesskabet mellem Jesus og hans menighed. ”Jeg er vintræet, I er grenene,” siger Jesus. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Den kristne har brug for fællesskabet med Jesus og med andre kristne i nadveren.

En treenigheds-ikon

Poul Høms korsrelief er en treenigheds-ikon. En ikon er et religiøst billede, der åbner et vindue ud til evigheden. Dog er perspektivet vendt om i ikonernes verden, så fokus ikke ligger i ikonen, som i almindelige moderne billeder. Fokus ligger hos tilskueren, som får en oplevelse af at blive set af ikonen. Perspektivet vender sig altså ud af imod beskueren og ikke indad i billedet.

Ikonen ser det menneske, som er i kirken. Tilskueren bliver set. Og samtidig rettes blikket ikke mod tilskueren alene. Men ikonen ser også bag dig, mod det du kommer fra. Ser ud over din historie, sammenbrud, mangler, bagved den menneskelige facade, ja, gennemskuer og ser dig med Guds øjne. Tilgivelsens og kærlighedens øjne. Fordi ikonen netop også ser den himmel, der hvælver sig over dig.

Høms alterbillede har i 40 år fanget menneskers opmærksomhed, når de træder ind i Christianskirkens stilfærdige rum. Med sin iboende kvalitet giver det meget forskellige mennesker uanset alder, uddannelse, status og kirkelig interesse en oplevelse af, hvordan korset over nadverbordet indbyder til eftertanke og udfordrer til stilhed. Måske fordi dette alterbillede på en enestående måde formidler det hellige i rummet og tiden. Det usynlige såvel som det synlige.
Personligt bliver jeg aldrig færdig med Høms alterbillede i Christianskirken – det minder mig om evangeliernes Jesus-billeder, som jeg heller aldrig bliver færdige med. Der er altid nye sider at opdage, når øjne og ører åbnes.

Eigil Saxe,

Fakta

• dec.1941 indvies Christianskirken, som er tegnet af arkitekterne Jacob E. Bang og Erik Jensen.
• væggen bag alteret står oprindeligt blot som en stor flade af mursten med et kors i egetræ.
• Jacob Bangs visioner om alterpartiets udformning resulterer i årene derefter i flere forslag, som dog ikke opnår menighedsrådets tilslutning.
• 1962 imødekommer Statens Kunstfond menighedsrådets ansøgning om støtte til en alterudsmykning.
• menighedsrådet vælger den bornholmske maler Poul Høms forslag: et korsformet kalkmaleri i relief med billede af Treenigheden, Gud Fader, Guds Søn og Gud Helligånd.
• bagvæggen påføres en lys puds med en let dekoration: ”Livstræet skyde af korsets rod”.