.Prædiken til 2. søndag efter H3K
| 
2. søndag efter Helligtrekonger, Joh 4,5-26
Bøn Jesus Kristus, hjælp os til at lære vores åndelige tørst at kende, sådan at vi får lyst til at drikke af det levende vand, som du er for os. Amen.
Vandets betydning
Vand gør en kæmpe forskel. Vand er helt afgørende for, om noget kan gro og vokse, blomstre og bære frugt. Det var så tydeligt for os, da vi for en uge siden var på ferie på Tenerife. Vi lander på øen og kører i bil gennem et landskab, der er tørt og bart som en ørken. De eneste vækster vi kan få øje på de første mange kilometer er lidt kaktus, ellers vokser der overhovedet ikke noget.
Så nærmer vi os hotellet, og der begynder at være grønne friske palmer, store nerier med dejlige røde blomster, der er grønne buske i midterrabatten. Da vi kommer ind i hotellets park, er blomstrende hibiscus i flere farver mellem alt det grønne.
Forskellen mellem det golde, bare landskab og den smukke grønne park ved hotellet er vand, vand der er ledt gennem ørkenen i lange vandledninger fra andre steder på øen, hvor det hyppigt regner. Det er vand, der gør forskellen.
Vandets betydning i åndelig forstand
Vand er også det afgørende i samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Vand i dobbelttydig forstand. De taler om det helt konkrete vand fra Jakobsbrønden, hvor de mødes. Jesus vil gerne have kvinden til at hejse vand op til ham, fordi han er tørstig og ønsker noget at drikke. De taler om vandet fra brønden, som kan slukke tørsten, men snart efter bliver man tørstig igen, når det er varmt og solen brænder fra en skyfri himmel.
I denne samtale, i hver eneste sætning er der også en anden betydning. Nedenunder, bagved alle de kendte ord tales der om det, som ikke kan ses, måles, vejes. Der tales om det, som der egentlig ikke rigtig findes ord for, og som vi ikke kan lave objektive undersøgelser af. Derfor må man tale om det ved hjælp af ordenes overførte betydning. De konkrete kendte ord bliver brugt som billeder, metaforer, symboler. Hverdagsagtige ting som vand og tørst bliver brugt til at tale om liv og ånd, om det Gud giver, om den åndelige tørst, om Guds nærvær og kærlighed der vælder op som en kilde i vores indre.
Den åndelige tørst
Når vand, kilde, brønd bliver metaforer, der beskriver den åndelige virkelighed – hvad er det så denne metaforik giver os indsigt i om den åndelige dimension i vores liv?
Jo, vi får at vide, at ligesom et landskab bliver øde og goldt uden vand, sådan bliver et menneskeliv øde og goldt uden forbindelse med Gud. I samtalen med kvinden fortæller Jesus, at det er ligeså vigtigt at have kontakt med Gud, som det er at drikke vand hver dag. Vand er uundværligt for alt liv og vækst, vand er det som slukker vores tørst. Ligeså uundværligt er Guds gaver og Guds nærhed. Gud og kontakt med Gud i tro og bøn er det, som slukker vores tørst efter mening og sammenhæng, kærlighed, bekræftelse.
Uden dig var alle marker golde
Uden dig var alle hjerter kolde
Sang vi i gudstjenestens første, glade salme om Gud, der gir os liv og lys og gør os glade.
Kvindens liv forvandles i mødet med Jesus
Kvinden, der møder Jesus ved brønden, bliver netop i dette møde klar over, at hendes liv uden Gud har været goldt og koldt, og hun ser, hvordan hun i sit liv har prøvet at stille sin tørst helt forkerte steder. En novelle, som er skrevet ud fra dagens tekst, beskriver denne erkendelse hos kvinden meget fint:
”Hun havde været mandens slavinde. Det vidste hun nu. Just som hun havde været andre mænds slavinde. De mænd, der, når de havde fået nok af hende og havde brugt og forbrugt hende, var forsvundet ud af hendes usle liv. Der var ikke gået mange dage, før en ny var dukket op. En ny, som hun håbede på ville slukke den tørst, der brændte i hende. Tørsten efter at høre til et sted. Tørsten efter kærlighed.”
Mødet med Jesus forandrer kvindens liv. Hun får slukket sin tørst. Hun oplever en ny begyndelse, en ny mening. I novellen formuleres det sådan:
”Nætternes mørke skygger var borte, og en følelse af frihed, hun aldrig før havde kendt, vældede op i hende, og hun vidste, hvorfra den kom, friheden, forløsningen. Hun vidste, at en magt, større end menneskers, havde mødt hende derude ved brønden. En magt, der havde kaldt hende til live, og som endnu havde tag i hende. Hendes liv var i orden nu, følte hun, skønt hun vidste, at hun så grundigt havde forkludret det. Men nu var det bragt i orden. Der var en retning, et mål med det. Jesu ord lå som en reserve i hendes hjerte, og der var rigeligt af den.”
Tag imod Guds levende vand
Også vi kan få slukket vores dybeste tørst, også vores liv kan blive bragt i orden. I Guds ord, i mødet med Jesus Kristus ligger uendelige reserver, som et kæmpemæssigt vandreservoir.
En mand der har gået rundt i ørkenen i bagende sol i mange timer vil ikke være i tvivl om, hvad han skal gøre, når han rækkes et glas vand – han vil række hænderne frem, gribe om glasset og drikke.
Hvis du kendte Guds gave, hvis du vidste hvem jeg er – så ville du ikke være i tvivl, men række hænderne frem, åbne dit sind og hjerte og modtage det Gud giver, modtage hans kærlighed, vejledning, anerkendelse – du ville drikke og slukke din åndelige tørst.
Hvad er det Gud vil give os?
Hvis du kendte Guds gave, hvis du vidste hvem jeg er, siger Jesus. Men det er ikke så lige til at vide og kende det, som har med Guds virkelighed at gøre, for det er ikke konkret, det er ikke noget vi kan vise frem, langt mindre bevise. Derfor ved vi ikke altid, hvad det er Gud vil give os, vi kender ikke den levende kilde, der springer med vand til evigt liv. Og selvom jeg synes, jeg har erfaret denne kilde i mit liv, så kan det være svært at fortælle andre, hvad det er. Troen på Gud, trøsten, glæden, trygheden, oplevelsen af sandhed og dyb mening i troen på og i bønnen til Gud, alt det kan være rigtig svært at formidle til andre.
Vi må selv drikke af det vand Jesus giver
Ligesom den tørstige mand selv må drikke af glasset med vand for at få glæde af vandet, for at få slukket sin tørst, sådan må hvert enkelt menneske selv åbne sig for Guds ord og gaver for at få glæde af det Gud giver. Hvert menneske der ønsker at vide og kende hvem Gud er, hvad det levende kildevæld betyder, må selv drikke af det åndelige vand: det sker ved at bede, gå i kirke, læse i bibelen, det sker i samtaler om Gud. Også i stilheden ude i naturen, ja, overalt hvor vi åbner os, vores sind, vores tanker, følelser for muligheden af, at Guds åndelige virkelighed er ligeså virkelig og nødvendig som det er for en tørstende at drikke vand.
Det vand, Jesus vil give os, skal i os blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Den kilde er hans kærlighed. Når vi tager den til os og hviler i den, så erfarer vi, at der er mening i at leve. Der er nemlig ikke noget ved at leve, hvis vi ikke er elsket. Der er ikke noget ved at leve, hvis vi altid skal forstille os for at blive accepteret. Der er ikke noget ved at leve, hvis vi er nødt til at lyve for os selv og holde på facaden hele tiden.
Ét sted kan vi være helt os selv – og føle os elskede alligevel. Det sted er i samværet med Gud. Derfor kan et kristent menneske ikke leve uden bøn. Uden at mødes med Vor Herre ved brønden eller i lænestolen eller i kirken – og der blive set – og elsket som dem vi er.
Amen