.Prædiken til 3. søndag efter H3K
| 
3. søndag efter Helligtrekonger, Luk 17,5-10
Bøn Himmelske Gud, åbn vores øjne for, hvor stort det er at være i din tjeneste, og lad det være tro nok for os. Amen
’Den store tro’!!
’Giv os større tro.’ Den bøn er udtryk for en potentiel farlig vej at vove sig ind på. For betyder en større tro, at vi så skal blive i stand at udrette mirakler og undere. Betyder en større tro, at vi så kan stole på vores egen tro og være stolte af den – og forlange den af andre. Hvis det er sådan, så bliver den større tro til fanatismens vej, hvor vi mener, at vi ved hjælp af vores tro kan møblere rundt på tilværelsens vilkår og få livet indrettet, som vi selv vil. At få sine ønsker opfyldt gennem mottoet: tror du, så sker det. En sådan stor tro er beslægtet med positiv tænkning, hvor tankens magt alene er tilstrækkelig til at tiltrække og skabe de resultater, man ønsker sig.
Tro er ikke noget vi har, det er at være tro
Giv os større tro! For mig viser Jesu svar til apostlene, at det er et fejlagtigt ønske. Troen der kan flytte morbærtræer ud i havet – er det ikke fuldstændig meningsløst – hvorfor skulle træer plantes i havet!? Svaret viser, at det er en forfejlet indfaldsvinkel til at tænke og tale om tro.
Vi skal ikke bede om en tro, der bliver større og større, og som kan gøre mirakler og fremvise andre spektakulære virkninger. Vi skal ikke samle på tro som på en anden formue, der helst skal vokse sig større og større. Tro er ikke noget vi har, tro er noget vi skal bruge. Det handler ikke om størrelse og mængde, men om sandhed, om trofasthed, om tålmodighed, om at være tro. Det handler om tillid til det vi håber på, også selvom det ikke kan ses. Tro er tillid – ikke til os selv og vores egen tro, men tillid til Gud og Guds muligheder.
Abraham
Abraham er her et rigtig godt eksempel. Han er blevet lovet at skulle være stamfar til flere folkeslag, og så møder vi ham i dagens tekst som en aldrende mand, der ikke har fået nogen børn. Så melder tvivlen sig, så er det svært at fastholde håbet og tilliden. Jeg kan godt forstå, at Abraham klager sin nød til Gud: jeg er barnløs og har ikke andre end min træl til at arve mig. Troens tålmodighed er ved at slippe op.
Da tager Gud ham med ud under himlens stjerner: Se himlen, tæl stjernerne hvis du kan! Oplevelsen under stjernehimlen en frostklar nat er helt utrolig – vi får ofte lov til at opleve meget stærkt ude i Sejerøbugten ved vores sommerhus.
Som stjernernes talløse skare skal dine efterkommere blive. Og Abraham troede Gud. Han fik ikke noget tegn, ingen garantier – og dog blev hans tro fornyet, ikke troen på hvad han selv og Sara kunne, men troen på at Gud kan. På trods af alt hvad der i den ydre, konkrete virkelighed talte imod, at Guds løfte kunne opfyldes, så blev Abraham fastholdt i sin tro.
At tro er at løfte sit blik
til de evige stjerner
og håbe mod tvivl
og vide mod visdom,
at skjult i de svimlende dybder
våger der een, som vogter og værner.
Tro – et paradoks, svag og dog urokkelig
Tro, den kristne tro er et paradoks, og der kan siges helt modsatrettede ting om tro. Den er ofte svag, som et fnug, en fjer, ikke noget at prale af og vise frem – og dog er den urokkelig, en styrke der ikke kan overvindes. Urokkelig er troen, fordi den korresponderer med Guds skabermagt og almagt: De svimlende dybder med stjerner og planeter, solsystemer og mælkeveje. At tro er at komme til det som er større ... skal vi synge om lidt.
En svag, fjerlet tro der er forbundet med det største og får sin styrke derfra, det er tro der giver en usvigelig retningssans i vores liv, en fasthed, en overbevisning. Ikke sådan at livet bliver uden tvivl (tænk også her på Abraham) eller uden sorg, ikke uden blindhed og mørke, hvor vi kan få trang til at give op. Hvis vi går lidt længere i Abraham historien har han også været det igennem, trangen til at give op. Da Gud tøver med at give ham en søn med Sara, ja, så måtte han hjælpe lidt til selv, og så fik Abraham en søn med en af sine trælkvinder. Men Gud svigtede ikke, løftet blev opfyldt, Saras søn blev født og et helt folkeslag, jøderne blev med årene virkelighed.¨
Tro er tjeneste – dronning Margrethe!
Tro er at blive i sporet, bevare tilliden, holde retningen ved at løfte sit blik til de evige stjerner og have tillid til ham, der vogter og værner.
Den anden dimension af troen fra evangeliet til i dag, er tro som det at være tro, være i trofast tjeneste, der hvor vi er sat.
Lad mig her en uge efter dronning Margrethes 40 års jubilæum referere lidt af biskop Skov-Jakobsens prædiken i den anledning.
”Vi skal gøre det, der skal gøres. Hvert eneste liv er opfyldt af tjeneste for medmennesket, for nationen, for verden. Én har kærlighedens tjeneste, en anden styrkens, en tredje pragtens tjeneste. Nogle mennesker bruger deres liv i tjenesten for en bestemt samfundsgruppe og varetager særlige holdninger.
I dag fejrer vi et regeringsjubilæum. Vi fester, fordi der i vort folk findes denne helt bestemte tjeneste, at et menneske, vores dronning, skal være det samlende udtryk for vores folk og nation. Det er en mangfoldig tjeneste, der fylder et helt menneskeliv. Det er en tjeneste, som taler os sammen, også selv om vi har forskellig tro eller meget forskellige baggrunde. Det er en tjeneste, som får os til at se hinanden, erfare den anden, udvise agtelse for forskelligheden.”
Her hører vi, hvordan tro er at gøre det, der skal gøres, at have en tjeneste. Og at vide hvem man er, kende sin identitet – om man er dronning eller præst, bankmand eller pensionist, så har vi hver vores tjeneste, vi har hver opgaver, som det er naturligt og vigtigt for netop os at gøre.
Dronningen siger et sted: ”Pligter kan være en stor befrielse, fordi man ikke behøver tænke mere over det, man skal. Det skal man bare.”
Dag Hammarskjöld
Dag Hammarskjöld, generalsekretær i FN, taler i sin dagbog, Vejmærker, også om dette, at have en tjeneste, noget man skal.
”Græd, men klag ikke, vejen valgte dig – og du skal takke.... Indsatsen søger os, ikke vi indsatsen. Derfor er du den tro, hvis du venter, beredt. Og handler – når du står overfor kravet....Din egen indsats gjorde det ikke, kun Gud – men glæd dig, hvis Gud fandt brug for din indsats i sit værk. Glæd dig, hvis du følte, at det du gjorde var nødvendigt, men indse at selv således var du blot et redskab for den, der gennem dig lagde et gran til den helhed han opbyggede.”
Tro er tjeneste – at gøre det vi skal
I vores verden forventer vi, naturligvis, løn for vores arbejde, også gerne en god løn og dertil ros og anerkendelse. I trosforholdet, der hvor Gud vælger vejen for os, der gør vi det Gud vil med os uden at tænke på løn. Der er det indsatsen, der søger os, og os der handler, når opgaven kommer. Ligesom tjeneren, der gør sit arbejde dagen igennem, og når han kommer træt hjem, laver han mad og serverer den. Over for Gud kan vi ikke stille krav eller forvente lønforhøjelse og flere fridage.
Som mennesker der har fået alt af Gud, gør vi det vi skal, ikke for at få tak og løn, men fordi det er svaret på, at vi har fået livet givet til at elske og tjene Gud og vores næste. I det er livets mening og livets lykke, i det er troen, at vi hver og en er et nødvendigt, omend lille, redskab for den helhed Gud opbygger.
Jesus Kristus, tro for os og styrk os.
Lær os at være tro, så vi gør det vi skal
ligesom du gør din himmelske fars vilje
Amen
Bøn af Dag Hammarskjöld
Gud, giv os et rent sind at vi må se dig,
et ydmygt sind at vi må høre dig,
et kærlighedens sind at vi må tjene dig,
et troens sind at vi må leve dig.
Du
som jeg ikke kender,
men tilhører,
Du
som jeg ej forstår
men som har viet mig til min skæbne.
Du –