Christianskirken i Lyngby

Evas afskedsprædiken 20/9

Bøn Gud, rør ved vort hjerte med din almægtige, skabende ånd, så dit ord taler ind i vores dybeste lag. Amen

 

Herre, er du ligeglad?!

Sådan spørger Martha. Hun er irriteret, bitter, oplever at blive overset og uretfærdigt behandlet eller måske ligefrem udnyttet. Er du ligeglad med, at jeg helt alene skal gøre det hele?

Det er bare så genkendeligt, den følelse der ligger bag spørgsmålet. Den bryder frem, når vi er pressede, overbebyrdede, vrede eller kede af det - og ikke synes, vi får den opmærksomhed og hjælp, som vi har brug for.

Men endnu stærkere, endnu mere intenst lyder spørgsmålet: ’Er du ligeglad, Gud?’ fra mødrene til de børn, der nu ikke engang har en flygtningelejr at være i. Det lyder fra familier, hvis økonomi er helt ødelagt af corona pandemiens følger. Det lyder fra den kræftsyge, fra den hvis ægteskab er kuldsejlet. Herre, er du ligeglad? tager du dig overhovedet af min situation? Er du der? Hører du?

Marthas spørgsmål bliver nærmest til en overreaktion i forhold til så meget andet, men følelsen er grundliggende den samme. En oplevelse af ikke at blive set og hørt i en svær og tyngende situation.

Jesus er ikke ligeglad

For Martha sker der noget, da hun sætter ord på sin klage over for Jesus, dvs. over for Gud.

Hun oplever, at Jesus bestemt ikke er ligeglad. Han lytter opmærksomt til Martha, han ser hende, ser hendes situation, og han ved, at løsningen er ikke bare at få Maria til at hjælpe hende. Ved det ville der nemlig ikke ske nogen forandring med Martha selv - hun ville sikkert ryge ind i den samme, kendte følelse af at blive overset.

Jesus ønsker at give hende en sandere og større indsigt. At hun bliver fri og glad for sig selv, og at den måde hun vælger at leve sit liv på, udspringer af hendes hjertes dybeste lag. Derfor siger han kærligt og nænsomt: Du skal ikke bekymre dig så meget for alt muligt. Det er så fint, alt det du har gjort. Nu må du lægge dine bekymringer og ængstelse og irritation fra dig og være her hos mig for en stund. For også du skal have den gode del. Du skal have det, som mødet med mig kan give dig. Også du, travle og urolige Martha, skal finde hvile og opleve et nyt syn på det, som er dit liv.

Et er fornødent!

Jo, Martha får et kærligt skub til at ændre på sin holdning, mens Maria får anerkendelse for at sidde og lytte til Jesus. Hos Jesus er der plads til dem begge. De har lige meget ret til at være hos ham. Han ønsker, at de begge skal have fred og sand lykke, at de begge skal kunne vælge den gode del. For der er kun en ting, der er nødvendigt, siger Jesus, ét er fornødent.

Hvordan kan Jesus dog sige det? at kun ét er fornødent! Der er da så meget, der er nødvendigt - opgaver jeg skal have løst, mennesker jeg skal passe, penge der skal tjenes. Der er så meget, der er vigtigt for mig, min familie, mine venner, mit helbred!

Nej, siger Jesus, ét er nødvendigt!

Måske kan vi genkende denne uafrystelige nødvendighed fra situationer i vores liv - hvordan en begivenhed pludselig kan sætte al vores travlhed i relief, så vi for en tid slet ikke er i tvivl om, hvad der er det eneste fornødne.

Det kan ske, når vi bliver forelskede - så er der kun én ting, som er vigtigt: at være sammen med den elskede. Alt bliver på en måde enkelt og ligetil. Det vi skal er - at bruge livet sammen med den udkårne.   

Eller noget helt andet - hvis ens lille barn bliver syg. Så er barnets behov for hjælp og omsorg lige her og nu det eneste, der er nødvendigt. Som forældre kan vi slippe alt andet for at gøre det bedste for vores syge barn.

Det kunne også være i denne anden ende af menneske livet. Får vi et opkald fra hospitalet, at en af vore kære ligger for døden, så er vi ikke i tvivl om, hvad tiden skal bruges til, så er kun ét nødvendigt: at nå frem til hospitalet inden vores elskede dør. Alt andet, som kunne stå i kalenderen den dag, mister sin betydning.

Det egentlige, Jesu Kristi kærlighed

Sådan er der også i vores liv som kristne, som troende, ét er fornødent, som Jesus siger. Det er at gøre det som Maria gør - sætte sig ved Jesu fødder, billedligt talt, og lytte til hans ord, være optaget af og åben for det, han har at sige, tage imod det han har at give. Den forelskede, de unge forældre og den, hvis elskede lå for døden, de vidste uden vaklen, hvad der var nødvendigt. Sådan skal vi vide, at det nære forhold til Kristus, til Gud er det fundamentale i tilværelsen, er drivkraften for alt andet, det ene nødvendige.

Dermed har jeg ikke sagt, at alt andet ikke også har stor betydning. Jesu ord til Martha har ikke noget at gøre med at undervurdere alle de praktiske opgaver. Der er ikke noget galt i at have nok at gøre - det må bare ikke tage magten over os og styre vores liv. Det må ikke skygge for det egentlige - Jesu Kristi kærlighed, frelsen, nåden, det evige…...

Den sunde vekselvirkning mellem at give og modtage

Fortællingen om Martha og Maria handler om erfaringer, som vi kender til - nogen gange er vi Martha, nogen gange Maria. Og sådan skal vores liv være for langt de fleste af os. Fra travlheden og uroen i hverdagens mange opgaver skal vi gå til Jesus, lægge vores bekymring og uro til side for en stund og finde hvile og fred ved at være hos ham. Fra stedet ved Jesu fødder, hvor vi lytter til hans ord, skal vi gå styrkede ud i det aktive liv i engageret travlhed.

Det er som at beskrive en gudstjeneste – vi kommer til gudstjeneste i Guds hus for at blive opbygget, styrket, forvandlet. Men først skal vi ”nulstilles”. Det vil sige, at alt det, som vi bærer med os ind i kirken, det skal vi lægge fra os. Både nederlag og sejre, anerkendelser og bebrejdelser skal vi være villige til at slippe. Det er ikke disse ting, det handler om i gudstjenesten. Her er vi som Maria sammen med Jesus og lytter til hans ord. Alle har lige ret til og lige meget brug for at være her og finde glæde og fred, finde styrke og opmuntring, finde lys og mod. Dermed kan gudstjenesten blive stjernestunder, livets under, luft og smag og syn er nyt - når vi går fra kirke. Sådanne stjernestunder, det at være med Gud, det er den gode del, som ingen kan tage fra os.

Den gode del og at have god tid

Måske hænger denne gode del sammen med at have god tid.

I et essay har jeg læst: ”Det har altid slået mig som et smukt udtryk i sproget, når man siger om et menneske, som har tilstrækkelig med tid, at han har god tid. Hans tid er god, det er, som om selve hans tidsfølelse er god, i modsætning til den som har dårlig tid, hans tid er kvalitativ dårlig.”

Når vi har det som Martha, der gør sig bekymringer og er urolig for mange ting, så har vi har dårlig tid - vi har dårlig tid til at høre hvad børnene siger, vi har dårlig tid til at besøge de gamle i familien, vi har dårlig tid til at mærke, hvad vi længes efter. Så forsvinder den gode tid, så fordufter også livsglæde og fred, for al fred og glæde kræver god tid - ikke ubegrænset med tid, men nogle øjeblikke, en time, ½ dag med god tid – at vælge den gode del, at give sig god tid, det hænger sammen.

God tid, det har du søndag formiddag i kirken fra kl. 10-11, masser af tid, ikke noget du skal nå eller have gjort. Efter gudstjenesten er der igen opgaver, der skal løses, men nu, lige nu har du god tid, du har valgt den gode del.

Uro kan vendes til glæde

Herre, er du ligeglad? Sådan begyndte jeg.

Nej, Vor Herre er ikke ligeglad. Jeg ved ikke, hvad han svarer på vores forurettede, bitre, urolige, undrende spørgsmål, men jeg ved af erfaring, at han reagerer – når jeg kommer til ham med min uro og bekymring, min vrede og bitterhed og lægger det fra mig hos ham – og så giver mig god tid til at lytte, åbent, og uden at have bestemt svarene på forhånd, med en parathed til at blive forbavset, blive berørt. Så kan jeg gennem Guds berøring opleve, at uro kan vendes til glæde, min længsel til det jeg formår, at rejse mig nyskabt og leve på jorden, mens dagene går. Amen
<< Oktober 2020 >>
Ma Ti On To Fr
      1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24
26 28 29 31  

Det sker ..